Hypocalcæmi

Hypocalcæmi er en tilstand med nedsat P-calcium (Ioniseret calcium eller albuminkorrigeret calcium under nedre reference). 

Patofysiologi 

Patofysiologien relaterer sig til de hormoner (parathyreoideahormon - PTH), vitaminer (D-vitamin enten som 25-hydroxyleret vitamin D eller aktiveret D-vitamin, dvs. 1,25-dihydroxy-vitamin D) og andre mineraler (magnesium og fosfat), der er involveret i calciumstofskiftet. 

Der kan være tale om 

1) mangel på PTH, fordi glandulae paratyhyreoideae ikke fungerer enten pga. udviklingsdefekter, autoimmun sygdom eller fordi de kirurgisk er fjernet, 

2) mangel på vitamin D enten pga. insufficient indtag, insufficient soleksposition, manglende optagelse fra gastro-intestinalkanalen pga. lidelser, fx cøliaki eller Crohns sygdom, eller kirurgisk fjernelse af dele af tyndtarmen, insufficient aktivering pga. kronisk nyreinsufficiens eller øget nedbrydning pga. af leverenzymaktivering, som det ses ved visse lægemidler, fx antiepileptika, 

3) forstyrrelser i mineralstofskiftet, fx » Hyperfosfatæmi, der ses ved kronisk nyreinsufficiens, som leder til udfældning af calciumfosfatkrystaller, eller hypomagnesiæmi, der medfører hypocalcæmi pga. nedsat syntese og sekretion af PTH. Hypomagnesiæmi kan ses ved brug af fx diuretika, ved alkoholisme og ved malabsorptionstilstande. 

Symptomer 

Langt fra alle patienter har symptomer. Forekomsten af symptomer afhænger dels af niveauet af  hypocalcæmi, dels af hvor hurtigt denne er udviklet. Langsomt udviklet hypocalcæmi ved fx  kronisk nyreinsufficiens eller medfødt hypoparatyroidisme giver sjældent symptomer. Hypocalcæmi kan give paræstesier, typisk omkring munden og i fingre og tæer. Nogle oplever øget tendens til tetani. Hos nogle kan fremprovokeres Chvosteks symptom med sammentrækning i ansigtets muskler ved banken på nervus facialis. Hos enkelte kan ses Trousseaus fænomen, hvor hånden stiller sig i "main d'accoucheur"-stilling ved opblæsning af en blodtryksmanchet omkring overarmen. 

Behandlingsvejledning

Til behandling kan anvendes oralt calciumtilskud eller kombinationer af calcium og D-vitamin (oftest i form af frihandels- eller håndkøbspræparater). Dosis af calcium kan variere, men kan typisk være i størrelsesordenen 1-4 g dgl. afhængigt af S-calcium.
Hos nogle er det nødvendigt at supplere behandlingen med aktiveret D-vitamin (alfacalcidol) for at opretholde et tilfredsstillende S-calcium. Dosis af alfacalcidol kan variere, men kan typisk ligge i størrelsesordenen 1-4 mikrogram dgl. 

Hos paratyroidektomerede er det ikke altid nødvendigt at hæve S-calcium til normalområdet - blot symptomfrihed opnås. Dette skyldes, at der hos totalt paratyroidektomerede ikke er risiko for sekundær hyperparatyroidisme. Hos subtotalt paratyroidektomerede, hvor der tilstræbes reetablering af normal parathyroideafunktion, vil S-calcium lige under normalområdet befordre reetablering af parathyroideafunktion i modsætning til S-calcium højt i normalområdet. Hertil kommer, at risikoen for hypercalcæmi mindskes, hvis calciumniveauerne holdes lige under eller i nedre del af normalområdet (typisk i området ioniseret calcium 1,10-1,17 mmol/l, albuminkorrigeret S-calcium eller totalcalcium i området 2,00-2,20 mmol/l - dog er disse grænser meget variable). 

Nogle patienter med inaktiverende mutationer i den calciumfølsomme receptor (CaSR), fx med varianter af familiær hypocalciurisk hypercalcæmi, har klinisk bedre effekt af, at S-calcium ligger højt i normalområdet eller evt. i sjældne tilfælde over dette.
I helt akutte situationer med svær akut symptomgivende hypocalcæmi med tetani eller andre svære symptomer som nævnt ovenfor kan anvendes i.v. calcium enten som engangsinjektion eller som kontinuerlig infusion, hvis engangsinfusion ikke er tilstrækkelig.  Det er vanskeligt at angive eksakte grænser for, hvornår behandling med i.v. calcium bør overvejes, men typisk vil ioniseret calcium < 0,9 mmol/l (albuminkorrigeret S-calcium eller total calcium < 1,45 mmol/l) være indikation for i.v. behandling.
Hos nogle kan supplement med parathyroideahormon eller -hormonanaloger være nødvendigt for at opnå et tilfredsstillende S-calcium. Behandlingen er dog i øjeblikket eksperimentel, omend der efterhånden er stigende evidens for effekten af dette ^{(1438, 1439)}. 

Se endvidere » Calcium og » Vitamin D og analoger. 

Præparatvalg 

Calcium og vitamin D i kombination 

Der vælges typisk kombinationen af calcium og vitamin D, hvis der er tale om insufficient indtag af både calcium og vitamin D. Hos de fleste kan de relativt billige frihandelsvarer anvendes uden problemer. I en del af disse midler er der også vitamin D i doser 5-19 mikrogram pr. tablet. I enkelte tabletter findes op til 35 mikrogram vitamin D. Tabletter med disse mængder vitamin D kan godt bruges  Hos ganske få patienter, hvor frihandelsvarer med calcium og vitamin D ikke kan opretholde S-calcium, kan Calcium-Sandoz^® brusetabletter forsøges. De fleste tabletter indeholder vitamin D₃ (cholecalciferol), der foretrækkes pga. bl.a. længere virkningsvarighed. Enkelte præparater indeholder vitamin D₂ (ergocalciferol). 

Vitamin D 

Ved kostbetinget insufficiens kan langt de fleste klare sig med håndkøbslægemidler. Hvis der er tale om nedsat aktivering af vitamin D, fx ved kronisk nyreinsufficiens, skal der anvendes aktiveret vitamin D, fx alfacalcidol. 

De fleste patienter med hypoparatyreoidisme kan ikke klare sig med vitamin D, men har brug for farmakologiske doser af aktiveret vitamin D. 

Calcium 

Der findes en lang række frihandelsvarer og kosttilskud (fx Unikalk^®), som kan anvendes ved behov for calciumtilskud. Disse produkter bliver ikke nærmere omtalt i medicin.dk. Se endvidere » Calcium.