Overaktiv blæresyndrom, urgency og urge-inkontinens

Overaktiv blæresyndrom (OAB) er karakteriseret ved imperiøs vandladningstrang (urgency) ofte ledsaget af andre symptomer relateret til blærens reservoirfunktion såsom pollakisuri, nykturi og/eller tranginkontinens. 

For at sikre diagnosen og korrigere evt. uhensigtsmæssige drikke- og toiletvaner bør væske-vandladningsskema udføres på alle patienter før behandling, og der bør foretages urinundersøgelse for at udelukke urinvejsinfektion og hæmaturi. Ved nyopstået urgency hos kvinder bør man udelukke tumorer i det lille bækken, og specielt hos yngre bør man overveje neurologiske lidelser fx dissemineret sklerose. Hos mænd over 50 år bør udredningen indeholde de elementer, der nævnes under benign prostatahyperplasi. 

Behandlingsvejledning

De fleste patienter med OAB kan varetages i primærsektoren. OAB behandles primært med muskarinreceptorblokkere (darifenacin, fesoterodin, oxybutynin, solifenacin, tolterodin og trospiumchlorid). Effekten i forhold til placebo er relativ lille med en reduktion i vandladningsfrekvensen på 1-2 miktioner pr. døgn og en reduktion i antallet af inkontinensepisoder på 2-3 pr. uge. En del af effekten skyldes øget "warning time". Effekten kan måles ved at bede patienten føre vandladningsdagbog. 

Effekt og bivirkninger kan vurderes efter 3-4 ugers behandling. Ved utilstrækkelig effekt kan præparatskift eller dosisøgning forsøges. Der er ingen evidens for at kombinere flere muskarinreceptorblokkere. Ved manglende effekt efter 3-6 måneder, trods præparatskift og evt. dosisøgning, bør behandlingen seponeres, og patienten henvises til gynækologisk eller urologisk vurdering. 

Hos postmenopausale kvinder med irritative gener, som imperiøsitet og pollakisuri grundet slimhindeatrofi, har lokaløstrogen ofte en gunstig effekt, se » Vaginale østrogener. 

Præparatvalg 

Der er ingen væsentlig forskel i effekten mellem de forskellige muskarinreceptorblokkere, men bivirkningsprofilen varierer. Trospiumchlorid er billigst og forholdsmæssigt flere patienter kan fastholdes på dette præparat ved langtidsbehandling. Ved CNS-bivirkninger kan darifenacin eller trospiumchlorid forsøges. Ved polyfarmaci og interaktionspotentiale vælges med fordel trospiumchlorid. 

Evidensen for spasmolytika med papaverinlignende virkning (flavoxat) er meget beskeden.