Gå til toppen af siden...
>medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Vaginitis

Revideret: 29.05.2012

Vaginitis er en inflammatorisk tilstand i vaginalvæggen forårsaget af svampe (candidaarter), bakterier (oftest E. coli) eller protozoer (Trichomonas). 

Behandlingsvejledning

Kvinder bør behandles ved kløe og udflåd, hvis wet smear fra vaginalsekret viser hyfer og sporer som tegn på en svampeinfektion. 

Ved valg af behandling skelnes mellem behandling af den sporadiske candida vaginitis og den recidiverende candida vaginitis. 

  

Candida vaginitis 

Den sporadiske candida vaginitis er den hyppigste. Den optræder hos raske, ikke immunsvækkede kvinder og skyldes sædvanligvis Candida albicans

Hos over 80% svinder symptomerne efter en enkelt behandling, uanset om kvinden behandles med systemisk eller lokal terapi. 

Der er ingen forskel i effekt mellem de forskellige lokale svampemidler. Det er ikke afgørende, hvor længe behandlingen varer, men derimod er dosisstørrelsen afgørende for behandlingsresultatet. Engangsbehandling med høj dosis er mindst lige så effektiv som en 3-dages eller 7-dages behandling. Da compliance er bedst ved den kortvarige behandling, anbefales denne. Oral behandling har samme effekt som lokal behandling. 

  

Behandling af gravide 

Candida vaginitis forekommer med en højere frekvens hos gravide. Førstevalg er lokalbehandling med imidazoler (clotrimazol, miconazol). Der er valide data for, at oral behandling med enkeltdosis af fluconazol ikke øger risikoen for misdannelser, men længerevarende behandling kan være teratogen, hvorfor den bør forbeholdes de svære tilfælde. 

  

Recidiverende candida vaginitis 

Hvis en kvinde har fire eller flere verificerede candidaepisoder årligt, taler man om recidiverende candida vaginitis. Recidiverne skyldes i almindelighed ikke ny smitte, men reaktivering af saprofytær forekomst af candida. I omkring en fjerdedel af tilfældene skyldes infektionen andre candidaarter end albicans, herunder C. glabrata (hyppigst) og C. tropicalis

Diabetes, nedsat immunforsvar og behandling med bredspektrede antibiotika disponerer til svampeinfektioner. Behandling af recidiverende candidainfektion retter sig dels mod symptomerne ved den akutte episode, dels en forebyggende indsats mod nye recidiver. Behandlingsvalget ved den akutte behandling er det samme som ved den sporadiske candida vaginitis. 

Den forebyggende behandling bør vare i mindst 6 måneder og kan gennemføres i form af 

  • fluconazol 150 mg én gang månedligt
  • itraconazol 200-400 mg én gang månedligt.

Behandlingen bør gives i tilslutning til en menstruation. Der foreligger ikke gode sammenlignende undersøgelser af de to behandlinger, men begge behandlinger nedsætter forekomsten af recidiver markant. Hvis infektionen skyldes C. glabrata, anbefales itraconazol, idet C. glabrata har ringe følsomhed for fluconazol. Ved recidiv-behandling opnås hurtigere subjektiv lindring ved en kombinaton af systemisk og lokal behandling. 

  

Partnerbehandling 

Der er fundet candidastammer hos omkring halvdelen af seksualpartnere til kvinder med recidiverende candida vaginitis. I et randomiseret kontrolleret forsøg havde behandling af seksualpartner imidlertid ingen indflydelse på recidivraten hos kvinden. Partnerbehandling anbefales derfor ikke, hverken ved sporadisk eller recidiverende candida vaginitis. 

  

Trichomonas vaginalis 

Sygdommen kan behandles med metronidazol enten lokalt eller oralt. Systemisk behandling er mest effektiv. Der gives 2 g som engangsdosis, ved recidiv anbefales 250 mg x 3 dgl. i 7 dage. Partnerbehandling anbefales. 

  

Gruppe B-streptokokker (GBS) og graviditet 

GBS findes i cervikalpodninger fra gravide hos 10%, ved vaginal- eller rektalpodning hos op til 30% og i urinen hos 5-7% af gravide kvinder. Rutinepodning fra vagina for GBS anbefales ikke hos gravide, men foretages kun på indikation. I så fald anføres indikationen og ønsket om undersøgelse for GBS på podesedlen. Ved fund af GBS behandles som nedenfor. 

Gravide undersøges for asymptomatisk bakteriuri ved 1. og 2. undersøgelse hos egen læge. 

Ved fund af GBS i urinen: Hos disse kvinder behandles med phenoxymethylpenicillin 800 mg x 3 dagligt i 7 døgn. Ved penicillinallergi kan gives tabl. nitrofurantoin 50 mg x 3 i 7 dage. Kontrol efter behandlingen er ikke nødvendig. GBS kan hos enkelte gravide resultere i præterm fødsel eller "early-onset" neonatal infektion. I Danmark vælger man fortsat primært at behandle efter risikovurdering af den gravide, hvor man i USA i stedet foretager generel screening af den gravide med podning i uge 35-37 og behandling af alle GBS-positive under fødslen. GBS-bærer status skifter hos mange under graviditeten. Ved fremkomst af mere pålidelige hurtigtests for GBS, vil denne metode evt. vise sig egnet til diagnostik af den enkelte kvinde i fødsel. Behandlingen kan således rettes imod de, der er GBS-positive i fødsel. 

Hos gravide med risikofaktorer: Tidligere fødsel af barn med invasiv GBS sygdom, præterm fødsel < 35. uge, vandafgang i mere end 18 timer, feber under fødslen samt hos gravide med GBS bakteriuri, diagnosticeret på et hvilket som helst tidspunkt under aktuelle graviditet, anbefales antibiotikabehandling under fødslen i form af penicillin 5 MIO i.v. initialt + 2,5-3 MIO i.v./4. time til fødsel af barn. Ved usikkerhed om penicillinallergi gives cefuroxim 1,5 gr i.v/8 time til fødsel, og ved sikker type I allergisk reaktion tidligere gives clindamycin 900 mg i.v./8 time til fødsel af barn. 

  

Senil vaginitis 

Senil vaginitis skyldes oftest østrogenmangel, og tilstanden er ofte kompliceret med sekundære infektioner med ændringer i den normale vaginalflora. Den beskyttende normalflora bestående af mælkesyrebakterier er ofte forsvundet, og den tynde vulnerable slimhinde udsættes let for læsioner og inflammation. Tilstanden behandles med lokalt østrogen, og den sekundære infektion kan eventuelt behandles samtidig. 

 

Referencer

46. Joesoef MR, Schmid GP, Hillier SL. Bacterial vaginosis: review of treatment options and potential clinical indications for therapy. Clin Infect Dis. 1999; 28(suppl 1):57-65
47. Majeroni BA. Bacterial vaginosis: an update. Am Fam Physician. 1998; 57(6):1285-9
48. Cullins VA, Dominguez L, Guberski T et al. Treating vaginitis. Nurse Pract. 1999; 24(10):49-50
49. Management of bacterial vaginosis. Drug Ther Bull. 1998; 36(5):33-5
50. MacDermott RI. Bacterial vaginosis. Br J Obstet Gynaecol. 1995; 102(2):92-4
51. Egan ME, Lipsky MS. Diagnosis of vaginitis. Am Fam Physician. 2000; 62(5):1095-104
447. McDonald H, Brocklehurst P, Parsons J et al. Antibiotics for treating bacterial vaginosis in pregnancy. Cochrane Database Syst Rev. 2003; (2):CD000262
448. Crowley T, Low N, Turner A et al. Antibiotic prophylaxis to prevent post-abortal upper genital tract infection in women with bacterial vaginosis: randomised controlled trial. Br J Obstet Gynaecol. 2001; 108(4):396-402
1012. Larsson PG, Platz-Christensen JJ, Dalaker K et al. Treatment with 2% clindamycin vaginal cream prior to first trimester surgical abortion to reduce signs of postoperative infection: a prospective, double-blinded, placebo-controlled, multicenter study. Acta Obstet Gynecol Scand. 2000; 79(5):390-6
1196. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Sandbjerg guideline GBS syndrom. www.dsog.dk.
1845. Lamont RF et al. Treatment of abnormal vaginal flora in early pregnancy with clindamycin for the prevention of spontaneous preterm birth: a systematic review and metaanalysis. Am J Obstet Gynecol. 2011; Sep; 205(3):177-90

Forfattere/Referenter

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, » Birger Reinholdt Møller (Referent)