Bakteriel vaginose

Bakteriel vaginose (BV) er betegnelsen for en klinisk tilstand, hvor den normale flora af mælkesyrebakterier er erstattet med en abnorm flora af især anaerobe bakterier. Vaginalslimhinden er uden tegn på inflammation, hvorfor der ikke er tale om en egentlig infektion, men snarere om floraforskydning med overvækst af en række gramnegative anaerobe bakterier. Årsagen til ændringen i den mikrobiologiske vaginalflora kendes ikke. 

BV forekommer hos en stor del af de kvinder, der henvender sig til almen praksis med klage over abnormt udflåd. Og BV udgør 10-30% af alle tilfælde af infektiøs vaginitis hos fertile kvinder. Der er imidlertid ofte diskrepans mellem kvindens subjektive gener og de kliniske fund. 

BV findes hos op til 15% af gravide kvinder, hvoraf mange er asymptomatiske. 

Diagnostik 

I diagnosen af BV skal mindst 3 af følgende 4 kriterier være opfyldt: 

Behandlingsvejledning

Behandling af ikke-gravide 

Ca. halvdelen af kvinder med BV er asymptomatiske og kræver normalt ikke behandling. Af de symptomatiske responderer ca. 80% på behandling med metronidazol, men recidiv efter en behandlingskur forekommer hos op til en tredjedel. Anvendelse af oral metronidazol i 7 dage er signifikant bedre end behandling med en enkelt dosis. Lokalbehandling med metronidazol eller clindamycin i 5-7 dage er lige så effektiv som systemisk behandling med metronidazol i 7 dage. I Danmark er der tradition for at anvende behandling med 2 g metronidazol 1. og 3. dag. 

Fordelen ved systemisk behandling er, at den er nemmere at anvende og måske fører til færre recidiver. Fordelen ved lokal behandling er, at systemiske effekter samt risiko for medicininteraktioner og alkoholintolerans undgås. 

Anvendelse af håndkøbspræparater, der markedsføres som pH-sænkende vaginale midler, har ikke dokumenteret effekt i behandling af BV. Det samme gælder en række mælkeprodukter. Anvendelse af disse præparater kan i nogle tilfælde forstærke generne, hvorfor de ikke kan anbefales. 

Behandling før operativt indgreb 

Man kan nedsætte risikoen for postoperativ endometritis efter provokeret abort til ca. en tredjedel hos kvinder med konstateret BV, hvis de sættes i behandling en uge før indgrebet. Den samme forebyggende effekt er formentlig til stede hos kvinder, der skal have lagt spiral, men der savnes undersøgelser, der bekræfter dette. 

Behandling af gravide 

Symptombehandling: Der er ikke fundet øget risiko for fosteret, hvis den gravide behandles med metronidazol. Clindamycin-vaginalcreme kan anvendes i 2. og 3. trimester. Data fra mere end 1200 gravide i 1.trimester eksponerede med lokal eller systemisk administration har ligeledes været uden tegn på uønsket fosterpåvirkning. 

Forebyggende behandling: Undersøgelser af gravide har vist sammenhæng mellem forekomst af BV og præterm fødsel. Kausaliteten er imidlertid usikker. Hos gravide uden symptomer på BV er der  ikke sikker evidens for at screene eller behandle for BV. I et nyere systematisk review og metaanalyse, hvor kvinder med abnorm vaginal flora før graviditetsuge 22 blev randomiseret til clindamycinbehandling eller placebo, var antallet af fødsler før uge 37 reduceret blandt behandlede, men antallet af tidlige fødsler før uge 33 og antallet af nyfødte med lav fødselsvægt var ikke signifikant forskelligt. Konklusionen var, at en ny større randomiseret undersøgelse var berettiget, for at afklare effekten af behandling til forebyggelse af præterm fødsel ⁽¹⁸⁴⁵⁾. 

Hos gravide med tidligere præterm fødsel er der muligvis en gevinst ved at give en forebyggende behandling mod BV. Undersøgelser tyder på, at risikoen for præterm fødsel reduceres efter 7 dages oral behandling med metronidazol. Desuden reduceres risikoen for tidlige veer og vandafgang samt risikoen for lav fødselsvægt. 

Partnerbehandling 

Der er ikke indikation for partnerbehandling ved BV. 

Referencer