Skizofreni

Skizofreni er en alvorlig psykisk lidelse med en kompleks ætiologi og en livstidsrisiko på ca. 1%. Sygdommen skyldes både arv og miljø. Hvis én af forældrene har skizofreni, er der 10% risiko for, at et af deres børn får sygdommen. Hvis begge forældre har skizofreni er risikoen 40-50%.
Symptomerne ved skizofreni varierer både fra person til person og gennem det enkelte sygdomsforløb. Symptomerne opdeles traditionelt i: 

Behandlingsvejledning

Antipsykotisk behandling reducerer symptomerne ved skizofreni, afkorter sygdomstiden ved en episode med forværring af en skizofren tilstand, bedrer muligheden for anden behandling (psykoterapi, social rehabilitering mv.) samt forhindrer psykotiske tilbagefald. Behandlingen er symptomatisk og symptomerne vender i reglen tilbage, hvis behandlingen ophører, evt. først efter flere måneder. 

De fleste antipsykotika har effekt på maniske tilstande og flere antipsykotika har forebyggende effekt ved maniodepressiv sindslidelse, specielt for de maniske faser. 

Samtlige antipsykotika binder sig til dopamin-D₂-receptorer i hjernen, og det er blokeringen af disse receptorer, der primært antages at ligge bag den antipsykotiske effekt.
Antipsykotika blokerer desuden serotonin-, acetylkolin-, noradrenalin- og histaminreceptorer i varierende grad. Den antinoradrenerge og antihistaminerge effekt bidrager til sedation. En antikolinerg virkning indebærer dels en indbygget antiparkinsonistisk effekt, dels risiko for antikolinerge bivirkninger og hos ældre konfusion og delir.
Antipsykotika fremkalder varierende symptomdæmpning, fra fuldstændig elimination af "positive" symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger til minimal eller ingen terapeutisk effekt. Antipsykotika har generelt en mindre udtalt effekt på "negative" symptomer, såsom inaktivitet, tilbagetrukkethed og apati, samt på kognitive forstyrrelser, såsom opmærksomhedsfunktion, hukommelse og planlægningsevne.