Attention Deficit Hyperactivity Disorder (ADHD)

Attention deficit/hyperactivity disorder, ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet. Forstyrrelsen ses hos 2-5% af alle børn, hyppigst hos drenge. Hos voksne er der en mere ligelig kønsfordeling. Forstyrrelsen vedbliver at give problemer ind i voksenalderen hos mere end halvdelen. 

For at opfylde kriterierne for ADHD skal kernesymptomerne (uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet) have været til stede før syv års alderen og have varet i mindst seks måneder. Diagnosen ADHD er kun opfyldt, hvis vanskelighederne er til stede i flere af patientens relationer til omgivelserne (skole/arbejdsplads, hjem og under fritids-aktiviteter). Det er vigtigt, at der anvendes en systematisk rating af symptomernes sværhedsgrad som led i diagnostikken (ADHD-RS ^{(1903, 1904)}), og at der lægges vægt på tilstedeværelse af væsentlig funktionshæmning. 

Sygdommen ledsages ofte af indlæringsproblemer, adfærdsforstyrrelse, søvnforstyrrelser, motoriske vanskeligheder, angst eller depression. Hos unge og voksne er der øget risiko for misbrug, kriminalitet og personlighedsforstyrrelse. Samlet ses psykiatrisk comorbiditet hos ca. 70% af børnene og 85% af de voksne. 

ADHD har såvel genetisk som miljømæssig baggrund. En del af kernesymptomerne kan forklares ved en ændret funktion i hjernens frontallapper på grund af et relativt underskud af transmitterstofferne dopamin og noradrenalin i synapsespalterne. Desuden ses dysfunktion svarende til parietallapper, basalganglier og cerebellum samt tegn på en afvigende neurofysiologisk reaktion på stress. 

Diagnosen stilles på det kliniske billede og en omhyggelig anamnese med patient og nære pårørende. 

Hos voksne kompliceres diagnostikken af, at de observérbare kernesymptomer (især hyperaktivitet) ofte træder i baggrunden. ADHD-patienterne bliver bedre til at kompensere for nogle af deres vanskeligheder og comorbiditeten dominerer billedet. 

Prognosen afhænger af, om patienten kan holdes i en fornuftig socialisering og undgå følgetilstande, herunder specielt alkohol- og stofmisbrug. 

Behandlingsvejledning

Diagnostik og iværksættelse af behandling er specialistopgaver og må hos børn kun varetages af børne- og ungdomspsykiater, pædiater eller neurolog; hos voksne kun af en psykiater, jvf. Sundhedsstyrelsens vejledninger » 38 (kap. 5.12) og » 42 (kap. 7.4). Behandlingen er multifacetteret og indeholder såvel pædagogiske som farmakologiske tiltag. Formidling af viden om tilstandens årsager, prognose og behandling (psykoedukation) bør altid tilbydes familie og netværket omkring patienten. Som forældre og lærer/pædagog til et barn med ADHD er det vigtigt at skabe overskuelighed i hverdagen. Man skal være tydelig, klar og konsekvent i sine krav til barnet og skabe så enkel en hverdag som muligt. 

Den medicinske behandling bør overvejes i svære tilfælde af ADHD. Centralstimulerende medicin, methylphenidat (sjældent dex-amphetamin), er førstevalg. Atomoxetin (Strattera) anvendes ved særlige comorbiditetsmønstre, fx samtidigt optrædende tics eller angst, i tilfælde af behandlingsresistens, ved misbrug eller øget risiko herfor, ved bivirkninger eller manglende effekt af methylphenidat samt ved behov for døgndækning, når patientens symptomer ikke kan reguleres i morgen- og aftentimerne. I sjældne tilfælde, ved manglende behandlingseffekt eller intolerans over for registrerede præparater, kan modafinil anvendes (off-label). 

Den medicinske behandling bør evalueres med rating-scales. Flere informanter; forældre, lærer, ægtefælle/samlever og selvrapport bør inddrages. 

Sufficient behandling reducerer risikoen for udvikling af misbrug. 

Referencer