Gå til toppen af siden...

Øjne og ører

Lilla = sygdomsafsnit
Blå = lægemiddelgrupper
Orange = vist emne
Typer af øjenmidler
Infektiøse øjenlidelser
Inflammatoriske øjenlidelser
Glaukom
Allergisk betinget conjunctivitis
Antiallergika til øjnene
Mastcellestabilisatorer
Antihistaminer
Andre øjenmidler
Sygdomme i det ydre øre
Sygdomme i det indre øre

Søg efter lægemiddelgrupper

Emneord/synonymer

 
Høfeber
Øjenallergi
>medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Allergisk betinget conjunctivitis

Revideret: 16.04.2012

Symptomer på øjenallergi: 

  • Øjenkløe
  • Røde øjne
  • Vandigt sekret
  • Fortykkelse af konjunktiva.

Kardinalsymptomet ved allergi er kløe i begge øjne. De øvrige symptomer er uspecifikke og ses ved flere tilstande. 

Øjenkløe forekommer sæsonbetinget i forbindelse med fx birkepollen, græspollen eller bynkepollen. De fleste har tillige allergisk betinget rhinitis. 

Helårs (kronisk) allergisk betinget conjunctivitis forekommer i forbindelse med allergi over for fx husdyr (kat, hund, kanin) og kontaktlinsevæsker. Ved kronisk allergisk betinget conjunctivitis kan ses lichinisering ("læderhud") af huden omkring øjnene. 

Diagnosen baseres på anamnesen (sæsonvariation) evt. kombineret med priktest og IgE-måling. 

  

Differentialdiagnoser: 

Ved bakteriel conjunctivitis ses puds. Ved viral conjunctivitis ses vandigt sekret, men kløe er ikke typisk. Ved keratitis kan ses en hvid plet på cornea - men ofte kun ganske lille. Ved akut glaucom ses middeldilateret pupil, og øjet er hårdt. Irit giver typisk smerter og lysskyhed. 

Behandlingsvejledning

Ved mild øjenallergi benyttes udelukkende øjendråber. Ved middelsvær øjenallergi benyttes øjendråber i kombination med antihistamin-tabletter og ved kombineret høfeber og øjenallergi både øjendråber, næsespray og antihistamin-tabletter. Ved meget svære tilfælde af øjenallergi benyttes øjendråber, der indeholder steroid. Behandling med steroid bør ikke udstrækkes over 14 dage og bør normalt foregå hos øjenlæge under kontrol af øjentrykket. Ved de sjældne former for allergisk conjunctivitis (vernal og atopisk) kan længerevarende steroidbehandling være nødvendig. 

  

Øjendråberne har forskellige angrebspunkter: 

Antihistaminer: Azelastin, emedastin, levocabastin. Fordele er hurtigt indsættende virkning (sædvanligvis efter 10-15 minutter). Ulempen er virkningsvarighed mellem 2 til 4 timer og applikation op til 4 gange dagligt. 

  

Mastcellestabilisatorer: Lodoxamid, natriumcromoglicat og natriumnedocromil hæmmer degranulationen af mastceller. Hermed hæmmes den antigeninducerede frigørelse af histamin fra mastcellerne. Ved natriumcromoglicat kan den fulde behandlingseffekt først evalueres efter 7 dages behandling. Fordelene er god virkning mod kløe, rødme og epifora. Ulemperne er langsomt indsættende virkning, og at dråberne ikke egner sig til brug over korte perioder. 

  

Antihistaminer med mastcellestabiliserende virkning: Olopatadin og ketotifen. Fordelene er hurtigt indsættende virkning (sædvanligvis efter 10-15 minutter), lang virkningstid og god virkning mod kløe. Kan anvendes til børn. In vitro-undersøgelser har vist, at begge stoffer både har virkning på H1-receptorerne og samtidig har en mastcellestabiliserende og hæmmende virkning på degranulering af eosinofile granulocytter. Ketotifen og olopatadin appliceres 2 gange dgl. og har klinisk bedre effekt end de ældre antihistaminer. Ulempen er den relativt høje pris. 

  

Præparatvalg 

Som førstevalgspræparat anbefales olopatadin eller ketotifen. Olopatadin har en bedre øjenkomfort, mens ketotifen fås ukonserveret. Alternativt kan anvendes et andet antihistamin (azelastin, emedastin, levocabastin). 

Ønskes et andet økonomisk betinget valg, hvor brug over længere perioder ønskes, kan man anvende mastcellestabilisatorer. 

Bemærk at stofferne har forskellige nedre aldersgrænser for behandling, se de enkelte stoffer. 

I alle grupper findes ukonserverede præparater til brug ved allergi mod konserveringsmiddel.
  

 

Referencer

1947. Bielory BP et al. Management of seasonal allergic conjunctivitis: guide to therapy. Acta Ophthalmol. 2012; 90:399-407

Forfattere/Referenter

Dansk Oftalmologisk Selskab, » Steffen Heegaard (Referent)