Mineraler indgår bl.a. i opbygningen af knogler og tænder (calcium og fosfor). De er nødvendige for normal væske- og syre-basebalance (natrium, kalium og chlor), for nerve- og muskelcellers normale funktion (calcium, magnesium, kalium og natrium) og indgår som komponenter i hormoner (iod i thyroideahormoner), enzymer (fx magnesium i fosfokinase og molybdæn i xanthinoxidase) og andre vitale stoffer (jern i hæmoglobin og kobolt i vitamin B12). Mangel som følge af utilstrækkelig indtagelse forekommer kun sjældent i Danmark (med undtagelse af jern), og raske mennesker, der spiser en dansk gennemsnitskost, har ikke behov for tilskud. Ændringer i blodets koncentration af natrium, kalium, jern og calcium er hyppigt forekommende blandt syge, men en bestemmelse af magnesium, fosfat og zink i blodet kan også være indiceret hos flere patientgrupper (se nedenfor). Hvad angår de øvrige mineraler, er en bestemmelse af deres blodkoncentration kun meget sjældent nødvendig.
Nedenfor følger en kort omtale af de mineraler, som vides at være essentielle for mennesket. Desuden regnes fluor undertiden til de essentielle sporstoffer. Fluor anvendes i cariesprofylakse.
Calcium. Calcium er nødvendigt for knogleopbygningen og excitations-kontraktionskoblingen i forskellige celletyper. Se endvidere » Calcium.
Chrom. Daglig indtagelse af 50-200 mikrogram er tilstrækkeligt for raske. Mangel på chrom (ændringer i glucoseomsætningen) er meget sjælden, men kan ses i forbindelse med langvarig parenteral ernæring.
Iod. Iod indgår i thyroideahormonerne thyroxin og triiodthyronin. Iodmangel medfører atoksisk struma og ved svær iodmangel hypotyreose. Iodmangel i graviditeten medfører neurale defekter hos barnet. Anbefalet daglig tilførsel for voksne er 150 mikrogram. I Danmark er salt, der anvendes i husholdningen og i den industrielle brødproduktion, beriget med iod svarende til 13 mikrogram/g salt.
Fosfor. Findes i organismen som fosfat dels uorganisk overvejende i knogler, dels i mange forskellige for stofskiftet essentielle organiske forbindelser, bl.a. ATP og thiamin. Intestinal absorption og tubulær reabsorption reguleres af vitamin D. Fosfatmangelsymptomer viser sig ved tremor, paræstesier og kramper og ses bl.a. ved alkoholisme, diabetisk acidose og parenteral ernæring samt ved længerevarende indtagelse af fosfatbindende aluminium- og magnesiumhydroxidholdige antacida. Ved kronisk fosfatmangel som følge af vitamin D-mangel og nogle sjældne medfødte stofskiftesygdomme ses rakitis eller osteomalaci.
Jern. Hovedparten af kroppens jern findes i blodet og musklerne. Ca. en tredjedel er lagret i det retikuloendoteliale system i leveren, milten og den røde knoglemarv, hvor det indgår i hæmoglobinsyntesen. Anæmi kan opstå som følge af utilstrækkelig indtagelse, evt. i forbindelse med øget behov (fx opvækst, graviditet), store jerntab (fx kraftig menstruationsblødning) eller nedsat absorption (fx cøliaki eller efter gastrektomi). Se endvidere » Midler mod jernmangel.
Kalium. Kalium spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af cellens osmotiske koncentration. Kalium er nødvendigt for normal nerve-, muskel- og nyrefunktion. Kaliummangel kan forårsage muskelsvaghed, paræstesier, koncentreringsdefekt i nyretubuli og nedsat glucosetolerance. Se endvidere » Kalium.
Kobber. Daglig indtagelse af 1,3-2 mg synes at være tilstrækkeligt for raske. Kobbermangel eller intoksikation er ikke beskrevet i Danmark.
Magnesium. Størstedelen af organismens magnesium findes i knoglerne. Magnesium er nødvendigt for virkningen af mange enzymer, bl.a. kinaser og fosfataser, og er efter kalium den væsentligste intracellulære kation. Anbefalet daglig tilførsel for voksne er 300-350 mg. Tilstrækkelig magnesiumtilførsel er nødvendig for normal omsætning af kalium og calcium, og ved hypomagnesiæmi ses hypocalcæmi, hypercalciuri og hypokaliæmi. Magnesiummangel er hyppig hos patienter med nedsat indtagelse (kronisk alkoholisme), nedsat optagelse (malabsorption) og/eller øget renal udskillelse (langvarig diuretisk behandling). Mangelsymptomer er præget af neuromuskulær dysfunktion med tetani, muskelsvaghed og kramper. Tilstanden normaliseres fuldstændigt ved magnesiumtilførsel. Magnesium (sulfat) har vist sig at være effektivt i behandlingen af eklampsi.
Mangan. Daglig indtagelse af 2,5-7 mg med kosten dækker behovet. Mangel forekommer ikke i Danmark.
Molybdæn. Daglig indtagelse af 50-500 mikrogram er tilstrækkeligt. Mangel forekommer ikke i Danmark.
Natrium. Se
» Ændringer i væske- og elektrolytbalancen.
Selen. Indgår i enzymet glutationperoxidase, som nedbryder celleødelæggende peroxider. Indgår desuden i iodothyronin-deiodinase, der er af betydning for omdannelse af T4 (levothyroxin) til aktivt T3 (liothyroxin). Daglig indtagelse af 50 mikrogram er tilstrækkeligt, og denne mængde forekommer i almindelig varieret kost. Selenmangel er meget sjælden, men kan ses hos patienter, som i længere tid ernæres parenteralt. En længerevarende daglig indtagelse af mere end 5 mikrogram/kg legemsvægt/dag (300-350 mikrogram hos voksne) kan medføre risiko for intoksikationssymptomer, selenose. Selenose giver forandringer af hår og negle, som bliver skøre og glansløse, og ved inflammatoriske hudforandringer. Ved højere daglig indtagelse kommer der neurologiske symptomer med paræstesier, ekstremitetssmerter, kramper og pareser.
Zink. Indgår i en lang række enzymer, bl.a. kulsyreanhydrase, alkoholdehydrogenase og alkalisk fosfatase. Zink er nødvendigt for normal metabolisme af nukleinsyre, protein og mukopolysaccharid. Zinkmangel kan ses ved kronisk alkoholisme, kroniske lever- og nyresygdomme og ved malabsorption.
Ændringer i lugt- og smagssans, nedsat appetit, suboptimal vækst og forsinket sårheling er de hyppigst forekommende symptomer ved zinkmangel. Anbefalet daglig tilførsel for voksne er 15 mg.
Send
