Antireumatika kan inddeles i følgende grupper:
Svage analgetika
Paracetamol har moderat analgetisk virkning og kan gives som fast ordination eller tages efter behov. Virkningsmekanismen er ukendt. Paracetamol er førstevalg ved osteoartrose og andre svage smerter. Paracetamol kan kombineres med andre analgetika/antireumatika. Se endvidere » Paracetamol.
Non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID)
Virkningen af NSAID er symptomatisk og beror først og fremmest på, at de hæmmer cyclooxygenaseenzymer og dermed bl.a. prostaglandinsyntesen. De fleste af stofferne hæmmer både cyclooxygenase 1 og 2 og virker antiinflammatorisk, antipyretisk, analgetisk og trombocytagglutinationshæmmende. Se endvidere » NSAID (Non-steroide antiinflammatoriske midler).
Disease-modifying anti-rheumatic drugs (DMARD)
Omfatter visse » cytostatika (methotrexat og azathioprin), » sulfasalazin, » ciclosporin, » penicillamin, » leflunomid, » azathioprin, cyclophosphamid, » guld, » mycophenolatmofetilsamt » chloroquin og derivater. De anvendes ved reumatoid artritis og andre inflammatoriske sygdomme. Virkningen indtræder i løbet af 2-4 måneder. Tidlig diagnostik og DMARD-terapi er en af hjørnestenene i behandlingen af artritis. Behandling med DMARD er en specialistopgave.
Methotrexat er førstevalg ved artritis. Ved utilstrækkelig virkning af monoterapi er der dokumentation for effekt af følgende kombinationer:
1) methotrexat + sulfasalazin + hydroxychloroquin eller
2) methotrexat + ciclosporin.
Kombination 1 er den foretrukne pga. ciclosporins bivirkningsprofil.
Glukokortikoider
De vigtigste indikationer for systemisk anvendelse af glukokortikoider ved inflammatoriske reumatiske sygdomme er akutte inflammatoriske forandringer i centrale organsystemer eller udbredt inflammatorisk aktivitet i bevægeapparatet, hvor aktiviteten ikke lader sig kontrollere med andre antireumatika. Effekten er hurtig indsættende og kan være livsreddende. Anvendelsen af systemisk glukokortikoid begrænses af risikoen for alvorlige uønskede virkninger, se » Glukokortikoider til systemisk brug.
Injektion af glukokortikoider i led, slimsække og seneskeder har en lokal antiinflammatorisk effekt, se » Glukokortikoider til injektion i led og bløddele.
Biologiske antireumatika
På basis af bioteknologi og viden om den immuninflammatoriske proces i leddene ved reumatoid artritis er der udviklet lægemidler, der specifikt hæmmer eller blokerer celler eller signalstoffer i den inflammatoriske kaskade. Eksempler herpå er » TNF-hæmmere (adalimumab, certolizumab pegol, etanercept, golimumab og infliximab), interleukin-1-receptorantagonisten » anakinra, CD20-antistoffet » rituximab, co-stimulationshæmmeren » abatacept og interleukin-6-receptorantistoffet » tocilizumab.
Fælles for disse er, at de har en hurtigt indsættende og kraftigt antiinflammatorisk effekt. De virker både symptomlindrende og hæmmer udviklingen af irreversible ledskader.
» TNF-hæmmere, » co-stimulationshæmmere og » interleukin-6-hæmmere anses som ligeværdige med hensyn til effekt og bivirkninger. Præparaterne har forskelligheder i administrationshyppighed og form (i.v., s.c). Alle har indikationen svigt af » DMARD. Prisforskelle mellem produkterne bør indgå i præparatvalg.
Rituximab har indikation efter svigt af ét biologisk lægemiddel i RA-behandlingen. Stoffet synes endvidere at have effekt ved visse bindevævslidelser. Anakinra anses som mindre potent og skal gives i daglige sc. injektioner med hyppige bivirkninger på injektionsstedet.
Send
