Gå til toppen af siden...
>medicin.dk Copyright © 2011 DLI A/S

Gonadotropiner og andre ovulationsstimulerende midler

G03G

Revideret: 28.03.2012

Gonadotropinerne er glykoproteinhormoner med stimulerende effekt på gonaderne. Det follikelstimulerende hormon (FSH) og det luteiniserende hormon (LH) produceres i hypofyseforlappen.
Humant choriongonadotropin (hCG) dannes i placenta.
Hypofysens produktion og frigørelse af FSH og LH styres dels fra hypothalamus ved frigørelse af gonadotropin-releasing hormone (GnRH), som føres med blodet gennem hypofysestilken til forlappen, og dels via en feedback-mekanisme fra gonaderne.
Hos kvinden fører FSH-stimulation til follikelmodning, mens ovulation udløses af LH. 

Farmakokinetik

  

Anvendelsesområde

Gonadotropiner anvendes hovedsageligt til ovulationsinduktion hos anovulatoriske kvinder med graviditetsønske, samt til kontrolleret ovariel stimulation hos ovulatoriske kvinder som led i kunstig befrugtning.
Anovulation inddeles i type I, II eller III, svarende til hypo-, normo- eller hypergonadotrop anovulation og baseres på måling af gonadotropiner i serum: 

  •  Ved hypogonadotrop anovulation (Type I) er udskillelsen af gonadotropinerne (FSH og LH) lav med manglende follikelmodning og ovulation til følge.
  •  Ved normogonadotrop anovulation (Type II) har langt de fleste patienter polycystisk ovariesyndrom (PCOS) se » Polycystisk ovariesyndrom.
  •  Ved hypergonadotrop anovulation (Type III) findes serumgonadotropiner i postmenopausalt niveau, dvs. stærkt forhøjede. Den primære defekt er her tab af follikler i ovarierne. 

  

Ved normal serum prolaktin er behandlingen af anovulation clomifen, FSH, præparater der har både FSH- og LH-aktivitet (menotropin), eller præparater med såvel FSH som LH.
Ved hypergonadotrop anovulation findes ingen medicinsk behandling men ægdonation giver en mulighed for graviditet. 


Hos manden stimulerer FSH overvejende spermproduktionen, mens LH stimulerer det interstitielle væv, specielt Leydig-cellerne, som danner bl.a. testosteron. Gonadotropinerne kan også anvendes til behandling af visse sjældne former for mandlig infertilitet og hypogonadisme.
Behandling af mandlige patienter med gonadotropiner er en specialistopgave.
 

Hyperprolaktinæmi. Ved denne tilstand hæmmes den pulsative frigørelse af gonadotropinerne, og patienterne får oligo- eller amenoré. Der behandles primært med en dopaminagonist, se » Prolaktinhæmmende midler

Forfattere/Referenter

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, » Thue Bryndorf (Referent)